Der findes i dag kun få hunde af den ægte lapphundestamme. Samerne har brugt hunde til at drive og passe rensdyrflokke i mange hundrede år.

Af disse rensdyrhunde (lapphunde på samernes sprog: boaza-beana), har man haft både en langhåret og en korthåret type, afhængig af sted og slægt. Den langhårede hyrdehund, som var typisk for den vestlige del af Fjälllappland, kender man helt tilbage fra 1700-tallet.

En sådan hund blev omtalt af bl.a. naturforskeren Carl von Linné (1707-1778) og Louis de Buffon (1707-1778). De kaldte den Cannis Lapponicus (lapphund). I historiske kilder er det den ældste navngivne af de skandinaviske hunderacer.

Lapphunden er kendt som en ensartet race allerede for 200 år siden i Finland, Norge og Sverige.

Både Linné og Buffon beskrev racen som en hyrdehund med en forholdsvis lang krop, med lav haleføring og ofte med knækører. Disse punkter understreger forskellen mellem lapphunden og de nordiske jagtspidser. Nutidens undersøgelser tyder på, at denne hyrdehund kom til Skandinavien (først Norge) under vikingetogter mod vest, hvor dens slægtninge var den gamle islandske fårehund (Buffon: Canis Islandicus) og den engelske (skotske) fårehund Border Collie.

I løbet af mange hundrede års naturlig udvælgelseproces blev lapphunden en velegnet hyrdehund i de barske forhold i Lappland.

Denne tilpasningsevne som findes i lapphundens væsen, er et af de træk, som er umulig at bedømme i en udstillingsring. En af disse egenskaber er fx racens fremragende helbred.

Kennelarbejdet med lappiske hunderacer begyndte i Finland i 1940-erne. Krigen og de efterfølgende år gav ikke gode muligheder for den slags arbejde. Derfor blev hundenes historiske baggrund og oprindelse, og de for racen så typiske hyrdehundeinstinkter ikke undersøgt alt for grundigt. I begyndelsen af 1970 blev man oven i købet opmærksom på, at hundene i den daværende registrerede lapphundestamme, slet ikke nedstammede fra oprindelige "rensdyrslægter" i Lappland. Den finske kennelklub åbnede derfor "ny stambogsføring" af lapphunden, så man kunne få en race med ægte hyrdehundeegenskaber, baserede på langhårede brugshunde fra rensdyrområderne.

Efter åbningen af stambogsføringen, fandt man 43 hunde, som opfyldte følgende krav:
 

• Hunden skal være en selvdresserende hyrdehund eller bevisligt nedstamme fra en sådan.
• Hunden skal komme fra en kendt opdrætter, som har arbejdet med racen i lang tid, og som har avlet hunde, som kan passe og drive rensdyr.
• Hunden skal tilhøre en genetisk ensartet og velkendt hyrdehundeslægt, i hvilken man har flere arbejdende individer.
• Hundenes udseende må ikke være påvirket af andre racer.

Man fik registreret 43 hunde, de sidste af den gamle Canis Lapponicus race, som næsten var forsvundet fra rensdyrområderne, skubbet til side af snescootere.

Ved hjælp af disse 43 hunde og deres afkom, har man fået bevaret en enestående race, som er en af de sidste europæiske naturbevarede hyrdehundestammer.

Til den finske kennelklubs lapphunderegister smuttede dog et par hunde med, som ikke opfyldte kravene om hyrdehundeafstamning. Derudover har man fortsat i registeret en del efterkommere af efterkrigstidens lapphundestamme, som ikke nedstammer fra de vogtende slægter.

I 1981 stiftede en gruppe lapphundeentusiaster et selskab for lapphunde af vogtende og vallende afstamning. Selskabets formål er at bevare de ægte lapphunde, som er afkom af de førnævnte 43 brugsdygtige stamhunde.

Ideologien bag selskabet for vallende lapphunde er baseret på kendskab til hundenes afstamning og ønsket om bevarelse af de gamle rensdyrhundeslægter (valla = drive/føre/lede). Den vogtende og vallende lapphund er en kulturhistorisk rekonstruktion af 1700-tallets Canis Lapponicus. Selskabets første formål er at bevare de oprindelige hunde, racens gode helbred og karakter. De 43 godkendte vogtende og vallende hyrdehunde, som blev stambogsførte kom fra rensdyrområder (på finsk: paliskunta), hvor man drev rensdyrpasning på gammeldags facon. Dette indebar, at den samme hund skulle kunne udføre alle vogtende opgaver, holde flokken samlet (på finsk: tokka), sørge for dens flytning og opsamling. Disse 43 hunde stammer fra det nordvestlige lappland, "den finske arm", Inari, Raataina fra det norske Kautokeino og det svenske Kuttainen område.
 

Udseendet varierer

Selskabet samler oplysninger og følger disse vogtende og vallende lapphundes karakterer bl.a. ved hjælp af karaktertester, og ved at arrangere egne udstillinger.

Lapphunden er en naturrace, og for en sådan er det typisk, at der findes en vis variation i udseendet (farve, forskel i pelslængde, knækører). I det originale samiske hundenavnskartotek, fortælles om en variation af udseendet: 
 

Valkokaulus	-	en med hvid krave
Suhhajalka	-	en med strømper
Pörrökarva	-	en med pjusket hårlag
Raitatassu	-	en med stribede poter
Nelisilma	-	en med troldøjne
Kuurakarva	-	en med rimfrost på pelsen
Lapinpöllö	-	lappugle

samt mange flere.

Disse variationer i udseendet vil selskabet ikke begrænse alt for meget. Tidligere havde hver rensdyrby sin egen hyrdehundeslægt, og ingen er kompetent til at fastslå, at den ene slægt er mere rigtig end de andre.

Den vogtende og vallende lapphunds popularitet har været eksplosionsagtig. Det første hvalpekuld efter ægte lappiske forældredyr blev født i 1973. Knap 10 år senere registrerede man 446 hvalpe på 1 år. Størstedelen af disse hvalpe er af vogtende og vallende afstamning. 

Den historiske Canis Laponicus undgik med nød og næppe at uddø. Den har i dag fået fodfæste i tusindvis af finske hjem. Den vigtigste grund til dette, er racens mange gode egenskaber.
 

Laphundens karakter

Karakteristisk for lapphundenes, ligesom andre hyrdehundes væsen er, at de betegnes som meget trofaste og hengivne mod deres mennesker og hjemsted. 

Den klogskab, som lapphundene er forsynet med, er resultatet af en århundredelang udviklingsproces under barske, arktiske forhold, hvor kun de mest intelligente individer overlevede. 
Man har baseret arbejdet med racen på den hårdtslidende brugshundestamme, hvorfor man på grund af naturens egen udvælgelse har kunnet bevare racen ekstrem sund. Racen har ingen af de i dag så almindelige hundesygdomme. På grund af den høje intelligens og gode tilpasningsevne, er racen velegnet som selskabs- og vagthund. 

Det vogtende og vallende instinkt, som lapphunden er født med bevirker, at den på glimrende måde tilpasser sig blandt andre husdyr. 

På grund af den tykke pels, trives lapphunden godt udendørs, men selvom den har en enestående tilpasningsevne, egner den sig afgjort ikke som "lænkehund i baghaven". Dette vil dens selskabelige og aktive væsen slet ikke kunne tåle.

Hvis dette har vakt Jeres interesse, for at vide mere om den finske lapphund som familiehund, er I altid velkomne til at ringe.
 

Venlige hilsener

KENNEL GOTTORP

Margit og Arne Gottorp
Tuse Huse 8, Tuse
4532 Gislinge
Telefon: +45 22 90 25 41 
E-mail  : gottorp@gottorp.dk